Historien bag Rudolph Care

tirsdag den 8. marts 2011

Historien bag hudplejemærket Rudolph Care fik jeg genopfrisket her i weekenden på et kursus på økohotellet Axel Guldsmeden.

Andrea Rudolph blev som medieperson i en greenpeace-undersøgelse testet for kemikalier gennem en blodanalyse, og resultatet var skræmmende. Selvom hun var den næstyngste testperson i testen, var hun den med flest kemikalier i blodet. En af grundene til at hun havde meget kemi i kroppen var blandt andet, at hun på det tidspunkt endnu ikke havde ammet - når man ammer giver man nemlig de ophobede stoffer videre til sit barn.

I processen med at minimere kemien i hverdagen skiftede Andrea sine kemiske hudplejeprodukter ud med naturlige, men savnede luksusfølelsen - de lækre konsistenser og den gode duft. Hun ledte og ledte men fandt intet. Så satte hun sig for at gøre det selv - og det var starten på mærket Rudolph Care, som var det første hudplejemærke med både økocertificeringen EcoCert og miljøcertificertingen svanemærket.

De to mærker i kombination giver en helhed, for hvor EcoCert ser på ingredienserne og deres oprindelse (og sætter en standard for hvor meget økologi, der er i det givne produkt) så tager Svanen også produktion, påvirkninger i kroppen og på miljøet samt emballageforhold med i deres certificering. Til gengæld er svanemærket ikke en garant for at produktet er naturligt.

Allergi-potentialet var også vigtigt for Andrea, så derfor indeholder Rudolph Care ikke nogle af de 26 allergene parfumestoffer.

Den vigtigste aktive ingrediens er Acai-bærret, der har et enormt højt indhold af anti-oxidanter - og den går igen i alle produkterne. I ansigtscremerne er der tillige alge-ekstrakter (som man kender fra f.eks. La Mer), som sørger for at holde alderstegn for døren.

Resultatet er en serie af lækre, luksuriøse og effektive produkter, der kan bruges af stort set alle.
Se mere her.