Pantone årets farve

onsdag den 16. januar 2013



Årets Pantonefarve er Smaragd-grøn: Livlig, strålende, overdådig.

Vandfri creme i frostgrader?

mandag den 14. januar 2013

Vi bliver ofte mødt af kunder, der søger en vandfri creme, fordi det er frostgrader udenfor.

Men er det virkelig nødvendigt?

Frygten er, at vandet i cremen fryser til små iskrystaller, og dermed giver huden frostskader.

Men nej - generelt set er det ikke nødvendigt med en vandfri creme om vinteren, dog skal du huske at smøre creme på min. 15 minutter inden du går ud. Efter 15 minutter vil vandet i cremen enten være absorberet eller fordampet.

Det er vigtigt at beskytte huden ekstra godt, når det er koldt ude. Er det blæsevejr, vil det føles ekstra koldt, så det er ikke nok kun at se på temperaturen. Husk på at ansigtet er ubeskyttet, og en fed creme er hudens 'vinterfrakke'.

Det er ikke kun kulden udenfor, der gør huden tør. Indenfor varmer vi mere op om vinteren, hvilket gør luftfugtigheden lav - dette er også udtørrende for huden. For at holde huden sund og smidig vil de fleste have behov for en federe creme om vinteren. Du kan vælge supplere din normale creme med en olie, som du bruger under cremen.

Hvornår er de vandfri cremer gode?

  • til børn, når man ikke har tid til at vente min. 15 med at gå ud - eller til daginstitutionen
  • ved længere ophold ude i minusgrader - håndværkere f.eks.
  • når det blæser meget - og huden har brug for en decideret barriere mod vinden
  • hvis man har ekstremt sart hud og tendens til karsprængninger

Gode cremer, der beskytter i kulden
Til Børn
Weleda Calendula Wind Weather Creme kr. 59,-
Mádara Daily Defence Cream kr. 125,-

Til voksne
Tromborg Below 10 Degrees Face Cream kr. 580,-
Jurlique Moisture Replenishing Cream 260kr. 
Lavera Face & Body Cream kr. 74,-

Vandfri beskyttelse
Karmameju Calm Balm kr. 199,-
Balance me Stellar Beauty Balm kr. 195,-
Trilogy Everthing Balm kr. 245,-


Du er selvfølgelig velkommen i butikkerne, hvor vi altid gerne giver råd og vejledning om lige netop din hud.


Lille spejl på væggen der...

tirsdag den 8. januar 2013

Vi har ikke noget spejl i vores badeværelse.

Det blev taget ned i forbindelse med, at vi skulle have sat et skab op - og så kunne det gamle spejl ikke være der mere. Det er nu 4 måneder siden.

I starten var det voldsomt irriterende, men nu hvor vi rent faktisk har fået købt et nyt spejl, er jeg alligevel blevet i tvivl. Jeg kan sagtens børste tænder, vaske hænder og rense (det meste) af make-uppen af uden spejl.

Faktisk kan jeg også lægge det meste af min make-up uden spejl. Indrømmet, at det med rougen er en udfordring. I vores soveværelse har vi lummert, røgfarvet, spejlglas i vores klædeskabsdør, som ikke gengiver farverne særlig godt. Det fandt jeg ud af på den hårde måde.

Det er især om aftenen, at jeg er glad for ikke at have noget spejl. Det gør afrensning af dagens make-up mere nærværende; langsommere og mere grundig. Et pusterum - et punktum for dagen.

Og her i vinterens dyb er jeg egentlig også ret glad for ikke at have et spejl, der som det første konfronterer mig om morgenen med hævede øjne, umuligt hår, sovestriber i ansigtet, måske en ny rynke. Næh, jeg kaster mig lykkeligt uvidende om min fremtoning ud i morgenens rutiner. Ret befriende faktisk.

Sådan er det med spejle - de fleste bruger dem til at vurdere sig selv alt for kritisk. Jeg gør det også selv, har jeg nu fundet ud af. Jeg oplever det især i vores butikker - når kunderne står med vores spejle helt op til næsen for at se, om make-uppen er ok. De bliver kede af det og ærgerlige over det, de ser. Jeg plejer at sige til dem, at de skal holde spejlet ud fra kroppen, ca. en arms længde. Samme afstand som vi møder andre mennesker på. Det er der, man ser helheden; smilet og glimtet i øjet.

Nu må jeg prøve, om jeg selv kan gøre det - være mindre kritisk.

Eller vælge den nemme løsning - lade være med at tænde lyset på badeværelset fremover.